HVIDVASK: ERHVERVSSTYRELSEN 2023 – ENDNU NYE HØJDER FOR TILSYN

Det er efterhånden flere måneder siden. Måske der er andre som jeg, der ikke nåede at kigge nærmere på den i starten af juli, hvor Erhvervsstyrelsen offentliggjorde sidste års resultater vedrørende tilsyn og kontrol.

Men i lyset af de seneste offentliggjorte afgørelser om hvidvasktilsyn fra Erhvervsstyrelsen og debatten om emnet på CBS – Forum for AML og Terrorfinansiering i forrige uge synes det værd at dykke lidt nærmere ned i Erhvervsstyrelsens årsberetning for kontrol og tilsyn 2023. Særligt afsnittet om “Hvidvasktilsyn” og lidt om kontrol med selskabsregistreringer selvfølgelig. Resten kan være “Supplerende læsning” for dem, der gerne vil have alle styrelsens tilsynsområder med.

Advarsel: Det bliver lidt langt. Der er en del af sige…

Hvidvasktilsynet: Omfang

Erhvervsstyrelsen anslår, at ca. 14.000 virksomheder er underlagt styrelsens kontrol. Hertil kommer de finansielle virksomheder, spilbranchen og advokaterne, som hører under andre tilsynsmyndigheder. I alt estimerer Hvidvasksekretariatet, jf. deres årsberetning, at 22.000 virksomheder er underlagt Hvidvaskloven.

Erhvervsstyrelsen har gennemført 205 tilsyn på hvidvaskområdet i 2023. Heraf er 184 af dem afsluttede.

Af de afsluttede tilsyn var der 57 revisionsvirksomheder (66 i 2022), 56 bogholdere (samme i 2022), 24 ejendomsmæglere og 6 gallerier.

De 184 tilsyn har resulteret i følgende antal af sanktioner:

Erhvervsstyrelsens årsberetning kontrol og tilsyn 2023, tabel 27

Som det fremgår er antallet af påbud, påtaler og politianmeldelser eksploderet de sidste år. Styrelsen fremhæver, at det handler om dens risikobaserede tilgang til tilsynsopgaven helt generelt. Mere om det nedenfor.

Af Erhvervsstyrelsens hjemmeside ses de offentliggjorte afgørelser om hvidvaskområdet. Her ses det fx, at der er offentliggjort 37 afgørelser om revisionsvirksomheder og 34 om bogholdere. i alt er der i 2023 offentliggjort 85 afgørelser på hvidvaskområdet. Der er således afsagt 99 hvidvaskafgørelser mere, end der offentliggøres.

Der er ikke yderligere oplysninger i årsberetningen om, hvad kriteriet er for, at en afgørelse ikke offentliggøres. Heller ikke om, hvor mange påbud og påtaler, der er i de afgørelser, der ikke offentliggøres.

Det må formodes, at målet med tilsynsindsatsen på hvidvaskområdet ikke er, at antallet af påbud og påtaler skal stige hvert år. Målet må være det modsatte: For det modsatte vil betyde, at de omfattede virksomheder har styr på reglerne og overholder dem. Så åbenhed omkring brugen af påtaler og påbud i forhold til brancher kunne derfor være relevant med henblik på, at brancherne og virksomhederne kan målrette deres indsats for compliance: De omfattede virksomheder vil gerne overholde loven – hvordan kommer de bedst i mål med den opgave?

Hvidvasktilsynet: Risikobaseret tilsyn?

Erhvervsstyrelsen fremhæver selv, at de vurderer, at årsagen til eksplosionen i antallet af påbud, påtaler og politianmeldelser kan ligge i, at styrelsens risikobaserede tilgang på hvidvaskområdet generelt og i stadigt højere grad peger styrelsen i retningen af virksomheder, hvor risikoen for at blive misbrugt til hvidvask eller terrorfinansiering er øget. Styrelsen vurderer, at dette skyldes det øgede fokus på risikobaseret udvælgelse af virksomheder til tilsyn.

Her kunne en alternativ observation tilbydes. Hvis man ser tilbage på 2019-2020 var der langt færre påbud og langt færre påtaler. Sammenligner man afgørelser med et par års mellemrum vil man kunne se, at der nu gives påtaler for forhold, som for 3-4 år siden ikke blev givet påtaler for. Det samme gælder for påbud. Pt. modtager stort set alle påbud for manglende eller utilstrækkelig vurdering af formål og tilsigtet beskaffenhed på kunderne samt på risikovurdering af kunderne. Denne type påbud og påtales så man ikke i afgørelser fra 2019-2020. Der havde Erhvervsstyrelsen ikke fokus på disse forhold. Samtidig kunne det være relevant at kigge nærmere ind i, hvorfor stort set alle virksomheder for påbud og påtaler for risikovurdering af kunder. Hvad er det, der går, at virksomhederne ikke har forstået denne regel?

Erhvervsstyrelsen oplever også fortsat en stigende tendens til, at sagsbehandlingen på baggrund af fysiske tilsynsbesøg bliver mere kompleks og tidskrævende. Det skyldes bl.a. mere omfattende høringsforløb, ligesom der er en større andel af virksomheder, som indbringer styrelsens afgørelser til Erhvervsankenævnet. Indbringelserne ender i de fleste tilfælde med, at Erhvervsstyrelsen får medhold. Samlet set har det betydet længere sagsbehandlingstider i 2023.

Årsberetningen indeholder dog ikke oplysninger om antallet af sager indbragt henholdsvis afgjort. Dette ville være relevante oplysninger at have mere åbenhed omkring.

Hvidvasktilsynet: Politianmeldelser

Erhvervsstyrelsen har i 2023 politianmeldt 32 virksomheder for overtrædelser af hvidvaskloven på baggrund af gennemførte tilsyn. Det er en markant stigning fra 2022, hvor ti virksomheder blev politianmeldt.

Halvdelen af disse, 16 virksomheder, vedrørte registreringspligten i registret. Den gælder ikke for de godkendte revisorer, men i store træk dem, som udbyder C/O adresser på eget kontor eller er virksomhedsoprettere. Den anden halvdel blev politianmeldt for de indholdsmæssige krav om risikovurdering, politikker og forretningsgange, kundekendskabsprocedurer, undersøgelses- og underretningspligt samt for ikke at give styrelsen oplysninger.

Det er ikke nævnt i afsnittet om reaktioner, men det må formodes, at Erhvervsstyrelsen også har en risikomodel at arbejde ud fra, når det kommer til, hvilke sager, der bliver politianmeldt. Den er naturligt nok ikke offentligt kendt. Vigtigt for den samlede indsats mod hvidvask og terrorfinansiering i samfundet er dog, at politiets ressourcer sættes ind der, hvor risikoen for (gentagne) forbrydelser er størst og dermed hvor straffen har størst effekt.

Med de seneste afgørelser i 2024 må det formodes, at antallet af virksomheder, der vil blive politianmeldt i år, vil være endnu højere end 32.

Selskabsområdet: Korrekte data i CVR

Selvom fokus i dette blogindlæg er på hvidvaskområdet, så er der et par observationer fra Erhvervsstyrelsens kontroller på selskabsområdet, der er relevante, når det handler om indsatsen vedrørende hvidvask.

Her er kvaliteten af data i CVR nemlig helt afgørende for, at revisorers og bogholdernes indsats på hvidvaskområdet bliver så effektiv som muligt. Revisorerne og bogholderne er de brancher omfattet af Hvidvaskloven, som stort set kun har kunder med CVR nummer. De samme kunder er selvfølgelig også kunde hos en bank. Men bankerne har langt flere kunder, der er personer, end de har kunder, der har CVR nummer. Denne sammensætning af kundeporteføljen gør en forskel for de forskellige branchers risikoprofiler på hvidvaskområdet.

Men klart: Alle, hvis kunder har CVR nummer, er optagede af, at dataene i CVR-registreret er korrekte. CVR data bruges af rigtig mange aktører som et væsentligt beslutningsgrundlag. Det handler Erhvervsstyrelsens selskabskontrol blandt andet om. Her lidt statistik fra selskabskontrollen 2023 af relevans for hvidvaskområdet:

  • 345 selskaber sendt til tvangsopløsning, fx som led i kontrol vedrørende stråmænd.
  • 598 kontrolsager vedrørende reelle ejere. Det skyldes tvivl om, hvorvidt registreringen af de reelle ejere stemmer med fakta og virkeligheden. Også her er der reference til stråmænd, dvs. indsat som reelle ejere i et selskab, enten uden deres vidende eller fordi den rigtige reelle ejere misbruger stråmandens navn, adresse osv.
  • 1.042 indberetninger om uoverensstemmelser i registreringerne om reelle ejere. Heraf 803 fra banker og 8 fra revisorer. Denne henviser til Hvidvasklovens § 15a, hvorefter en virksomhed omfattet af Hvidvaskloven har pligt til at anmelde konstaterede uoverensstemmelser mellem fakta om kunden og registreringerne i CVR til Erhvervsstyrelsen. Hvis selskabet ikke svarer på henvendelsen fra Erhvervsstyrelsen eller ikke indsender tilstrækkelig dokumentation for ejerforholdene, vil selskabet blive sendt til tvangsopløsning.
  • 1.818 stråmandskontroller i alt. Det er Erhvervsstyrelsens svigsmodel – brug af machine learning – der finder flest af disse. Som resultat er 45 selskaber sendt til tvangsopløsning, mens Erhvervsstyrelsen har afregistreret ledelsen i 29 selskaber på grund af manglende dokumentation for, at den registrerede ledelse rent faktisk udøvede ledelsen af selskabet.

Af årsberetningen fremgår det, at Erhvervsstyrelsen er i dialog med brancheforeninger om vejledning om forhold vedrørende reelle ejere. På ønskesedlen står mere åben dialog omkring dette for at komme endnu bredere ud til dem, hvor CVR-data er en væsentlig del af deres datagrundlag. Og dermed til omfattede virksomheder, der ikke er med i brancheforeninger. Dette kunne fx ske ved, at Erhvervsstyrelsen bruger sine egne nyhedskanaler til denne type vejledning også.

Herudover forventes en opdatering af “Vejledning om reelle ejere” i løbet af 2024. Den nuværende er fra 2017, så en opdatering hilses helt sikkert velkommen herfra.

Opsummering

Til opsummering kan det fremhæves, at tilsynet på hvidvaskområdet er på et stigende detaljeringsniveau. Antallet af virksomheder, der gennemgår et tilsyn uden påbud eller påtaler – og nu politianmeldelser – ville være yderst relevant at have mere åbenhed omkring. For det bør naturligvis være muligt at overholde Hvidvaskloven og implementere den uden mangler eller utilstrækkelige forhold og dermed komme igennem et tilsyn uden væsentlige eller større bemærkninger.

Lige pt. synes omfanget af tilsynsindsatsen på hvidvaskområdet dog at være mere og mere omfattende, ligesom brugen af alle typer af sanktioner på alle typer af overtrædelser. også øges. Dette vil være relevant at notere sig hos alle de virksomheder, som er omfattet af Hvidvaskloven.


Erhvervsstyrelsens årsberetning om kontrol og tilsyn 2023 kan ses via dette link:

Årsberetning 2023 – Erhvervsrettet kontrol og tilsyn i Erhvervsstyrelsen 28. juni 2024

Vil du læse mere om Hvidvaskloven generelt? Så se mere via dette link:

Rådgivning og assistance om Hvidvaskloven (auxia.dk)

Her tilbyder Auxia Consulting ApS også kurser i Hvidvaskloven for ledelsen og for medarbejdere. Se mere om kurserne i Hvidvaskloven på dette link:

Generelle kurser – Auxia

Du kan også tilmelde dig mit nyhedsbrev her nedenfor og følge med i Hvidvaskområdet og om forretningsudvikling generelt.