Vi hørte om det i Den Sorte Svane for lidt over 1 år siden: Svindel med velfærdsydelser sker. Det sætter vores velfærdssystem under pres.
Vi har også set flere sager i offentligheden og omtalt i medierne: Ikke alle støtter op om vores velfærdsmodel, men bruger velfærdssystemet til hvidvask via selskaber, fonde og intern og til tider fiktiv samhandel.
Organiseret økonomisk kriminalitet har i stigende grad rettet blikket mod vores velfærdssystem og offentlige tilskudsordninger. Hvidvasksekretariatet har i nu to kvartalsrapporter for henholdsvis Q3 2024 og Q1 2025 svindel med sociale ydelser, støtteordninger og sundhedsrelaterede ydelser som et område i fokus og i vækst. Tendensen involverer professionelt organiserede netværk og komplekse hvidvaskmønstre, hvor socialsektoren udnyttes som indgang til det finansielle system.
Fra internationalt hold har vi også meldinger om samme: Europols trusselsvurdering fra 2025 taler om øget svindel med tilskudsordninger under EU-systemet og om brugen af selskabssystemer til formålet.
Velfærdsydelser er forretning – for nogle med et kriminelt tilsnit
Hvidvasksekretariatet beskriver i Q3-rapporten 2024 og videre i rapporten for Q1 2025, hvordan midler fra velfærdsydelser i stigende grad bruges til at finansiere kriminalitet og hvidvask. Det sker blandt andet i sager med bosteder og kvindekrisecentre, som er udliciteret til private aktører.
Kriminelle aktører kan svindle med velfærdsydelser på forskellige måder:
- Et bosted, der overfakturerer for ydelser, som leveres (eller ikke leveres) af en virksomhed med samme ejerkreds som bostedet. Det kan fx være ved betaling for husleje, konsulentydelser eller varer.
- Bostedet eller krisecentret modtager for meget i betaling fra kommunen ved bevidst at oplyse om for højt antal personer, der har modtaget hjælp hos dem.
- Virksomheder flytter penge fra virksomhedens drift til et holdingselskab med samme ejerkreds og herfra sender pengene videre til konti, der kan kobles til ejerne på forskellig vis.
- Virksomhederne køber fiktive fakturaer fra fakturafabrikker, hvorved der kan også opnås uberettiget momsfradrag på varekøb
- De fiktive fakturaer bliver betalt med kontanter, som kan bruges til at aflønne personale sort. Kontanterne kan stamme fra anden kriminalitet, fx fra salg af narkotika.
- Midler fra drift af bosteder, krisecentre og lignende bruges til investeringer i eksempelvis ejendomme
På denne måde kombineres socialt bedrageri og hvidvask i et samspil, der kan være vanskeligt at afdække, men som har betydelige konsekvenser for både den offentlige økonomi og vores tillid til velfærdssystemet. Der er stigende fokus på denne type svindel, og antallet af underretninger til Hvidvasksekretariatet om dette emne er stigende.
Svindel på EU niveau, blandt andet med offentlige tilskud: En stigende trussel for alle EU-lande
Tendensen er ikke unik for Danmark. Europol fremhæver i sin 2025-vurdering, at svindel med velfærdsydelser og offentlige tilskud udgør en af de største trusler mod EU-medlemsstaternes finansielle interesser. Det omfatter både direkte svindel med sociale ydelser og komplekse konstruktioner, hvor støtteordninger udnyttes via falske ansættelser, fiktive projekter eller behandlingssteder, der ikke udfører reelle ydelser.
Europol peger samtidig på, at denne type kriminalitet i stigende grad benyttes af netværk med forbindelser til hybrid trusselsaktivitet – altså kriminelle aktører, som både har økonomisk og politisk destabilisering som mål.
Europol ser generelt stigende tendenser for økonomisk kriminalitet. Hvidvask via selskaber er udbredt, ikke kun i Danmark, men i hele EU. Af Europols rapport fremgår følgende:
“The infiltration of the legitimate business world is a key enabling tactic in the strategies of criminal networks. The abuse of legal business structures (LBS) is a multi-functional tool to support, disguise, or facilitate any form of criminal activity and to launder its proceeds. All business sectors are at risk, to varying degrees, in all crime areas”. (Europol 2025: 27).
Europol vurderer, at tre typer virksomheder er særligt berørt af infiltration eller misbrug af kriminelle aktører:
- Byggeri og fast ejendom
- Kontantintensive virksomheder
- Logistik (transport samt import og eksportvirksomheder).
Herudover ses noget som affaldskriminalitet også. Det så vi også eksempler på i Den Sorte Svane, hvor svindel med forurenet jord var en af forretningsmodellerne.
Det gælder også svindel med skat, moms, tilskudsordninger og sociale ydelser til virksomheder og dermed tilskud generelt og ikke kun svindel med velfærdsydelser. De kriminelle udnytter, at ansøgningsprocesser og rapporteringer sker online, og ofte uden menneskelig sagsbehandling, til at svindle sig til penge. De kriminelle er hurtige til at justere deres metoder blandt andet ved at benytte kunstig intelligens, eller hvor der er fordelagtige og tilskudsordninger, som de kan udnytte. Det gælder sektorer, som handler med vedvarende energi, forskningssektoren og landbrugssektoren.
Denne sidste del med landbrugssektoren ses også i Danmark, hvor Landbrugsstyrelsen de senere år har etableret whistleblowerordninger og har en efterhånden større afdeling, der håndterer “Svig og Omgåelse” ved ansøgninger og udbetalinger af landbrugsstøtte. Ansøgerne til denne slags landbrugsstøtte, både areal- og projektstøtte vil være virksomheder med CVR nr. for langt de flestes vedkommende. Noget som ikke var tænkt ind i setuppet, da jeg selv arbejdede i Landbrugsstyrelsen i 2010’erne, det er kommet til de sidste 5-6 år.
Særligt den nye teknologi et stigende problem i forhold til hvidvask. Den nye teknologi har gjort os digitale, hvilket vi alle ser rigtig mange gode muligheder i. Men den nye teknologi har også skabt skyggesider, som bliver mere og mere komplekse. Brugen og videreudviklingen af AI gør også, at de kriminelle identificerer nye forretningsmuligheder, som er mere og mere globale. Når man som innovator udvikler ny teknologi er det derfor en vigtig del af opgaven at udvikle lige så meget i forhold til at forebygge, at denne nye teknologi kan blive misbrugt.
Hvad kan revisorer og bogholdere gøre?
Som det er alle bekendt stiller Hvidvaskloven en række krav til revisorer og bogholdere om at gøre sig bekendt med de risici, vi blandt andet taler om her. Nye måder at svindle på er obligatorisk læsning for alle revisorer og bogholdere. Udviklingen her kalder derfor på skærpet opmærksomhed fra revisorer og bogholdere. Det gælder selvfølgelig særligt dem, der har kender i de brancher, vi taler om her, dvs. socialområdet, sundhed, bolig, landbrug og konsulenttjenester.
Det handler ikke blot om at følge lovgivningen. Men lige så meget og næsten endnu vigtigere om at forstå den risikoeksponering, man som rådgiver er udsat for og indrette virksomhedens risikostyring og forretningsgange derefter.
Det er derfor vigtigt at få opbygget robuste compliance-strukturer og metoder til risikostyring. Det kræver opmærksomhed på kunder og på deres aktiviteter. Det inkluderer en kritisk stillingtagen til ejerne omkring fx virksomheder på socialområdet, opmærksomhed på pengestrømmene og usædvanlige mønstre i det omfang, det er muligt at afdække uregelmæssigheder. Det gælder også, uanset hvem kunden er.
Velfærdssystemet er under pres
Når organiseret kriminalitet systematisk udnytter de systemer, der skulle beskytte de mest sårbare, står både myndigheder og rådgiverne med et ansvar for at afdække kriminelle intentioner. Hvidvasksekretariatets rapporter og Europols advarsler tegner et klart billede: Tillid er grundlaget for vores velfærd, men er – desværre – også en åben dør til misbrug. Det gælder også i forhold svindel med velfærdsydelser.
Læs de nævnte kvartalsrapporter fra Hvidvasksekretariatets her:
- Q3 2024: 2024_q3_kvartalsrapport_hvidvasksekretariatet.pdf
- Q1 2025: hvidvasksekretariatetrapport-for-1-kvartal-2025.pdf
Læs Europols trusselsvurdering 2025 “EU Serious and Organised Crime Threat Assessment 2025” her: EU-SOCTA-2025.pdf
Vil du læse mere om Hvidvaskloven? Så se med her: Rådgivning og assistance om Hvidvaskloven
Du kan også tilmelde dig nyhedsbrevet nedenfor.
Skal vi hjælpe med at få sat et effektivt system op for håndtering af Hvidvaskloven? Så ræk gerne ud, så tager vi en snak.
Auxia Consulting har desuden indgået et vigtigt partnerskab indenfor Hvidvaskområdet: Vi bidrager med viden og erfaring til udvikling af et nyt softwaresystem til håndtering af risikostyring og compliance på området målrettet revisorer og bogholdere. Vi er i fuld gang! Det har fået navnet ASURISQ.
Følg med hos ASURISQ på hjemmesiden og tilmeld dig gerne nyhedsbrevet for dem også: