HVIDVASK: NYE EU-REGLER PÅ VEJ I AML-FORORDNINGEN

Det er begyndt at pible rundt omkring: Der er nye EU-regler på vej. En ny EU AML-forordning på hvidvaskområdet blev vedtaget i juli 2024. Den har 3 års implementeringsfrist og træder derfor i kraft i alle medlemslandene den 10. juli 2027.

For de få, som måske ikke er helt hjemme i hierarkiet for EU-regler, så er en forordning direkte gældende i medlemslandene. Det er modsat et direktiv, fx de hidtidige 4. og 5. hvidvaskdirektiv, som skal implementeres i en lov i medlemslandene. Af den årsag har vi Hvidvaskloven, som altså implementerer de hidtidige 4. og 5. hvidvaskdirektiv. De ophører nu. Det betyder også, at Hvidvaskloven, som vi kender den i dag, enten bliver trukket tilbage eller væsentligt ændret. I hvert fald væsentligt reduceret.

I stedet vil den nye EU AML forordning gælde for alle virksomheder omfattet. Og er man en af dem, så vil denne nye EU AML-forordning være på den obligatoriske læseliste. I hvert fald for den hvidvaskansvarlige og for ledende medarbejdere, der arbejder med hvidvaskområdet til hverdag.

Indholdet af den nye EU AML-forordning: Djævlen er i detaljen

Den nye forordning bygger ovenpå de nuværende regler, så helt nyt er det ikke. Men som altid, når der kommer nye regler – på EU-niveau også i den grad – så er djævlen i detaljen. Det gælder også i denne nye AML-forordning.

Overordnet er overskrifterne de samme, strukturen også. Det kan visualiseres således:

Den venstre side her ovenfor er de områder, som I allerede kender i dag, men som udbygges. Den højre side viser nogle udvalgte områder, hvor der vil være nye krav. Mere herom nedenfor.

AMLA – Antimoney Laundering Authority

Først et par ord om AMLA. Den er nemlig ny. AMLA står for Antimoney Laundering Authority. Det er en ny EU myndighed, som er etableret samtidig. Alle medlemslande vil være medlem af denne myndighed, og Danmark har med Finanstilsynet fået en plads i det 5-personers store Board, som lige er blevet godkendt i EU-Parlamentet.

AMLA har fået til opgave at udarbejde en række uddybende og detaljerede guidelines og standarder. I Danmark vil dette hedde bekendtgørelser. Sådanne guidelines er dog normalt omfattende.

Disse tekniske standarder vil blive udarbejdet henover de næste år, inden de skal træde i kraft 10. juli 2027. Som det fremgår af figuren, så vil der blive udarbejdet detaljerede standarder for alle de krav, som gælder for de omfattede virksomheder. Alle medlemslande sidder med rundt om bordet, når de udarbejdes. De udarbejdes helt praktisk er sekretariatet for AMLA, som forventes at have 430 medarbejdere pr. 1. juli 2027.

Og det er her, at djævlen er i detaljen. En ting er, at reglerne justeres i forordningen i forhold til 4. og 5. hvidvaskdirektiv, men de detaljerede krav vil udbygge disse endnu mere.

En god nyhed er, at de vil arbejde på sektor-specifikke standarder også. Men den meget store variation, der er mellem de virksomheder, der er omfattet, vil sektor-specifikke krav være en stor hjælp til at arbejde mere med risikofordeling og risikoforståelse mellem virksomhederne. Det kan ikke andet end gøre indsatsen med bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering mere effektiv. Her giver det gamle ordsprog om “Jagter man alt, fanger man intet” rigtig god mening.

De nye regler

På nuværende tidspunkt anbefales det, at du gør dig bekendt med de overordnede linier, blandt andet som vist i figuren. Detaljerne vil følge.

Anbefalingerne for de kommende års arbejde med hvidvaskområdet vil være:

  • Ledelsesforankring: På ledelsesniveau vær opmærksom på, at implementering af nye forretningsgange, en ny udgave af virksomhedens risikovurdering og håndtering af både kundekendskabsprocedurer og underretninger vil skulle justeres henover de kommende år. Hvidvaskområdet skal inddrages i strategiarbejdet hos de omfattede virksomheder. Og det er ikke for tidligt at starte med det.
  • Outsourcing: Der gælder allerede regler i forhold til outsourcing af opgaver efter Hvidvaskloven. AML-forordningen indeholder dog mere specifikke krav til, hvordan dette skal gøres i praksis. Det gælder også outsourcing til fx IT-leverandører. Denne opdatering af software, aftaler med leverandører og sikring af – eller bevidsthed om i hvilken grad – IT-leverandøren er compliant med reglerne bliver understreget i forordningen.
  • Hvidvaskansvarlig på ledelsesniveau, medarbejderniveau og de ansatte: Forankringen af opgaven – tone of the top – fremhæves. Undervisning af medarbejdere og ledelse og vedligeholdelse af vidensniveauet bliver understreget. De økonomiske kriminalitetsformer ændrer sig hele tiden. Os, der bekæmper den, skal følge med.

Selvom der stadig synes at være lang tid til 10. juli 2027, så er der rigtig mange, der allerede er i gang. Forberedelsen vil være givet godt ud på den lange bane.

En ting er sikkert: Mere info følger!


Den nye EU AML-forordning kan ses via dette link:

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1624 af 31. maj 2024 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorismeEØS-relevant tekst.

Vil du læse mere mere om Hvidvaskområdet, så følg linket her:

Rådgivning og assistance om Hvidvaskloven

Modtager du ikke allerede mit nyhedsbrev, så tilmeld dig her nedenfor.

Ræk gerne ud, hvis vi skal tage en snak om Hvidvaskloven, strategier for arbejdet med det, ledelsens fokusområder i den henseende osv.